Danmark overtager EU's formandskab i januar 2012. Pentia har leveret den tilhørende hjemmeside, hvor du kan finde alt, der er værd at vide om formandskabet.
Januar 2012 er måneden, hvor Danmark overtager EU's formandskab. Men allerede i slutningen af december går hjemmesiden, EU2012.dk, i luften. Hjemmesiden er en værktøjskasse til journalister, politikere og andre med en dybere interesse for EU. På EU2012.dk findes nyheder og baggrundsviden om EU, formandskabet og Danmark samlet ét sted. Dertil kommer en kalender med alle mødeaktiviteter. Pentia har leveret løsningen.
Projektleder, Jo Bressendorff, fra Udenrigsministeriet har haft det praktiske ansvar for tilblivelsen af EU2012.dk.
”Vi har fået en hjemmeside, som bliver et vigtigt redskab for formandsskabet. Siden er nemlig tiltænkt en nøglefunktion i forhold til at distribuere informationer og nyheder. Under projektet har vi haft fokus på brugervenlighed og på stabilitet, og vi er meget tilfredse med resultatet. Pentia har i den forbindelse været en kompetent samarbejdspartner, som har bidraget konstruktivt til processen og som samtidig har overholdt tidsfrister og budget.”
Løsningen er baseret på Sitecore CMS og tager bl.a. højde for, at der er fire officielle EU-sprog. Desuden har det været et fokuspunkt at skabe nem adgang til kalenderen. Designmæssigt er søgt at skabe et stilrent visuelt udtryk, som udtrykker noget dansk.